Der er populært sagt fire tilknytningsmønstre. Vi rummer alle elementer af de fire mønstre. Det er når vi bliver pressede samt i nære relationer, at vores tilknytningsmønster kan komme til at spænde ben for os.
Det fjerde mønster er den desorganiserede tilknytning:
Den desorganiserede tilknytning rummer elementer af den ambivalente og den afvisende tilknytning. Dette tilknytningsmønster opstår særligt når man i sin opvækst har oplevet en konflikt mellem tilknytning og overlevelse, dvs. den person, som jeg skal knytte mig til for at overleve er også den person, som gør mig bange eller angst. Der kan også have været en frygt som barn for at blive givet væk eller for at blive forladt af de primære omsorgspersoner. Ofte har der i dysfunktionelle barndomsmiljøer enten været for meget eller ingenting. Der kan f.eks. have været for meget kontakt mellem barn og voksen – uden at den voksne havde situationsfornemmelse eller lavede afstemning i forhold til barnet. Der kan også have været meget begrænset kontakt, hvor den voksne som følge af misbrug ikke var tilstede fysisk og psykisk. Ofte vil der også ske en ombytning af ansvar, hvor barnet ender med at stå med den voksnes ansvar.
Det er vanskeligt for kroppen at håndtere denne konflikt mellem tilknytning og overlevelse. Mennesker med en høj grad af desorganiseret tilknytningsmønster kan således som voksne opleve psykisk sygdom eller at være dårligt fungerende. Ofte kan man som voksen selv havne i et misbrug. Som barn kan man have lært at regulere sine følelser via et eksternt “stof” – det være sig mad, rygning, alkohol, hyperaktivitet eller lignende. De voksne var ikke tilgængelige til at lære barnet at regulere sine følelser.
Denne manglende evne til at regulere sine følelser kan have en stor påvirkning i ens voksenliv. Ofte kan det i nære relationer opleves som om ens liv står på spil. I en oplevet krise bliver alt det vi kan mindre tilgængeligt og de primitive overlevelses- og forsvarsmekanismer (kamp, frys eller flugt) vil blive aktiveret, særligt hvis der er en oplevelse af tab af kontrol. Dette betyder også, at man kan blive overkontrollerende i forhold til hvordan tingene skal være og hvordan andre forventes at opføre sig.
Der kan således vise sig hurtige og store skift ved desorganiseret tilknytning. Det, som for andre blot vil være en lille uoverensstemmelse, kan opleves som en kamp på liv og død. Dette kan ske automatisk når følelserne overtager. Det opleves som om der ikke er andre muligheder end at kæmpe, flygte eller fryse. Den følelsesmæssige regulering, som andre ofte er i stand til at mestre, er ikke tilgængelig, og man kan have en fornemmelse af at være “kidnappet” af sine følelser. Endvidere kan det føles meget påkrævet at reagere – det er således vanskeligt at undlade at reagere.
Hvis man har oplevet mange svigt i sit liv er det svært at have tillid til andre. Som voksen kan der også være en stor skamfølelse forbundet med at have brug for kærlighed og tilknytning fra andre. Ofte opstod traumet eller tilknytningsforstyrrelsen i samvær med andre mennesker, så det kan være svært at være sammen med andre som voksen. Dette kan skyldes, at angsten er blevet generaliseret og dermed overføres til andre personer i ens omkreds. – Det kan derfor opleves at være meget nemmere at være sammen med dyr – her kan skabes en ægte sund tilknytning.
Hvis vi har haft utrygge eller voldelige forældre oplevede vi, at den person, som skulle passe på mig, var også den person, som gjorde mig mest ondt. Dette farver hvordan vi ser og oplever verden som voksne. Når man har haft en sådan oplevelse med de personer, som er tæt på en, så vil man ofte opleve det samme med andre, som kommer tæt på. Dette skyldes, at traumefeltet er de nære relationer. Det kan opleves som at jo tættere jeg kommer på nogen, jo mere bange bliver jeg – “jeg vil dig gerne, men du gør mig bange!”
Som voksen kan man opleve at havne i den velkendte krænker-offer-redder problemstilling (også kaldet dramatrekanten). – Her vil det altid være et spørgsmål om at vinde eller tabe. Der vil være en udpræget grad af mangel på følelsesmæssig kontakt mellem deltagerne, hvilket kan føre til en nedlukning eller kollaps og dermed manglende forbindelse til både sig selv og andre. Der kan være en oplevelse af en fragmenteret selvfølelse. De involverede parter i dramatrekanten er ofte ikke opmærksomme på, at udfaldet af en konflikt også kan være positiv (win-win) for alle parter.
Misbrug i alle former er en krænkelse af barnets tillid og medfører ofte for barnet en følelse af, ikke at kunne stole på nogen. Som voksen kan man opleve kun at være tryg, når man er alene med sig selv. Endvidere er et hjem med misbrugsproblematikker meget isolerede. Som barn får man derfor ikke mulighed for at opleve hvordan et sundt hjem og sunde relationer ser ud. Som voksen er det vigtigt at huske på, at det var barndomsmiljøet som var dysfunktionelt – og ikke dig.
Terapi kan være en god mulighed til at få støtte til at arbejde med de nære relationer. I terapi vil det være muligt at få identificeret, om der var nogle trygge personer i barndommen, og om der var nogen, som så, at du havde brug for hjælp eller lyttede til dig, hvis du bad om hjælp. Det vil endvidere være relevant at se på, hvordan vi som voksne lærer at identificere hvad der manglede i vores opvækst, og hvordan vi kan give os selv det som voksne. Ofte er klarhed og overskuelighed “modgiften” mod desorganiseret tilknytning. – Det var netop dette som manglende i barndomshjemmet.
Det er vigtigt at huske på, at vi er så meget større end det som skete for os da vi var børn. Som voksne har vi muligheden for at give os selv den trygge omsorg vi manglede som børn.