Der er populært sagt fire tilknytningsmønstre. Vi rummer alle elementer af de fire mønstre. Det er når vi bliver pressede samt i nære relationer, at vores tilknytningsmønster kan komme til at spænde ben for os.
Det tredje mønster er den ambivalente tilknytning:
Det ligger i ordet ambivalens, at det er et mønster, der er præget af modstridende følelser, hvilket ofte er et svært sted at være. Mennesker med en overvejende ambivalent tilknytning vil ofte have en tendens til at være ovre i den anden person, oftest en partner. Der er således et overfokus på den andens behov og meget lidt fokus på egne behov. Det kan opleves som vanskeligt at mærke egne behov og der kan være en pinlighed i forhold til at italesætte disse. Det kan opleves som forbudt at have egne følelser.
Der kan være en stor angst for at være alene og for at blive forladt, hvilket meget nemt kan føre til medafhængighed og en overskridelse af egne grænser. Man kan være meget sensitiv overfor afvisning – og almindelig tilbagetrækning kan hurtigt tolkes som en afvisning, f.eks. hvis partneren vender ryggen til for at sove.
Ens indre selv og egne følelser kan opleves som diffuse – det kan føles som at lede efter sig selv i andre uden at vide hvem man selv er. Dette kan give en følelse af fortabthed, som er svær at udholde. Ofte kan forskellige mestringsstrategier komme på spil som følge af den store indre angst og der kan opstå et falsk selv, hvor det er svært at være i sit eget autentiske selv.
Det ambivalente tilknytningsmønster opstår ofte når ens primære omsorgsgivere i opvæksten konstant er on-off i deres kontakt – og der er manglende afstemning i forhold til barnets behov. På grund af den manglende konsistens begynder barnet at tvivle på, om dets behov vil blive opfyldt, og barnet er konstant opmærksom på, hvordan dets opførsel muligvis kan have indflydelse på kontakten fra forældrene. Barnet vil derfor opleve, at dets behov nogle gange bliver mødt og andre gange ikke bliver mødt – og der er ikke noget mønster. Der mangler dermed en grundlæggende tryghed i at vide, at mor og far er her for mig, når jeg har brug for dem. Barnet kan derfor opleve at have et behov, men kan ikke med sikkerhed vide, at dette vil blive opfyldt.
Hvis man i udpræget grad er i det ambivalente tilknytningsmønster kan man opleve, at have en tendens til at være kronisk utilfreds. For det første tager man ofte sin egen familiehistorie med sig ind i nye nære relationer. For det andet kan man opleve at man gang på gang bliver utilgængelig når ens partner er tilgængelig. – Det kan være svært at modtage kærlighed, som er tilgængelig. Det kan føles uvant og ukendt. Denne tilbagetrækning fra kærligheden kan afskrække ens partner og tabet af forholdet bliver dermed både det man frygtede, og det, man selv skabte.
Vejen ud af det ambivalente tilknytningsmønster er vejen ind i sig selv – det vil sige at finde hjem til sig selv. At starte med at blive nysgerrig på sig selv – hvem er jeg egentlig og hvad har jeg brug for lige nu? Hvordan har jeg det? Hvad mærker jeg?- er jeg glad eller er jeg trist? Hvad sker der når jeg stopper med at være hos mig selv og går over i den anden? Hvordan kan det være jeg forlader mig selv? Selve det at opleve nysgerrighed overfor sig selv og ens måde at være på i verden er det første skridt mod en sundere tilknytning – både til sig selv og til andre.
Majbritte Ulrikkeholm har i sin bog “Pilgrim i Hjertet” udtrykt det så fint med digtet “At forlade en man elsker“:
“At forlade en man elsker, er det sværeste af alt. Ofte bliver vi sammen med dem, der ikke er gode for os, fordi vi ikke helt elsker os selv, og at forlade en man elsker, er det sværeste af alt; men at blive sammen med en, der ikke får vores livstræ til at sætte blomst, er at forlade os selv, og det kan vi kun gøre, fordi vi ikke elsker os selv.
For det er nemmere at forlade en, man ikke elsker end en man elsker vildt. Så der skal vores kærlighed begynde – hos den vi har forladt – alt for tit.
Og når vi elsker os selv, vil vi blive i jord, der får træet til at blomstre og give frugt, og når træets grene visner, vil vi gå, fordi vi skal.
For når vi elsker livets træ
fra det dybeste af det,
vi kender i os selv,
vil vi gå med oprejst pande,
når vi hører, der bliver kaldt.
For at forlade en, man elsker,
er det sværeste af alt.”